God dag mand økseskaft fra Langeland Kommune.

Kære Hanne Karlskov Andreasen.

Tak for dine svar på min klage til kommunaldirektøren og borgmesteren over behandlingen af min BPA-sag efter servicelovens § 96 stk. 1. Men jeg har aldrig tidligere – hverken som journalist eller jurist – set noget, der er så intetsigende, manipulerende, forvrænget og forkert som din måde at besvare konkrete spørgsmål og klagepunkter på.
Og hvad er det for en trussel, som du kommer med, hvis jeg ikke uden videre makker ret og accepterer, at en kommune uden lovhjemmel kan kræve svar fra en neuropsykolog, der har svigtet sin pligt til at sikre sig mit samtykke, inden han gik i gang med den undersøgelse, Langeland Kommune har købt ham til at udføre, og hvor du truer med følgende:
”Det kan betyde, at Langeland kan blive nødt til at træffe afgørelse på det foreliggende grundlag, hvilket i værste tilfælde kan medføre afslag på BPA ordning jævnfør § 96”.

I dine såkaldte ”intetsigende svar” vælger du bevidst at overse, hvad jeg helt konkret gav dig samtykke til, inden den pågældende neuropsykolog skulle besøge os i Lohals.

I øjeblikket venter jeg på, at du som begæret giver mig partsindsigt i din kommunikation og korrespondance med Henrik Valentin Mortensen, og hvor jeg i går undrede mig over, at den ikke er en del af den aktindsigt, som jeg modtog fra kommunens hjerneskadekoordinator. Desuden undrer det mig, at du hverken besvarer eller bekræfter modtagelsen af mine e-mails om partsindsigt, og hvor jeg senest har gjort dig opmærksom på reglerne i forvaltningsloven

I det hele taget er dine svar dét, som vi i pressen vil kalde for ”god dag mand økseskaft” og dermed nærmest nonsens i forhold til mine meget konkrete spørgsmål.

Når jeg fx spørger, hvorfor jeg overhovedet ikke som foreskrevet i lov om retssikkerhed har modtaget nogen som helst rådgivning fra kommunen, siden jeg blev udskrevet fra min rehabilitering og kom i kommunal genoptræning for et år siden, svarer du:
”I Langeland Kommune bestræber vi os altid på at udføre vores vejledningspligt på bedste vis, det kan derudover oplyses, at vi har kendskab til Retssikkerhedsloven”.
Men hvad siger det svar, når jeg ikke fra kommunen har fået nogen rådgivning og vejledning overhovedet?

Når jeg spørger, hvorfor Langeland Kommune ikke i to måneder har fulgt det samtykke, som jeg af kommunen blev opfordret til straks at give, så kommunen kunne indhente oplysninger hos min læge, bekræfter du blot og indirekte, at der ikke er sket noget i to måneder:
”Handicap og Psykiatri Myndighed har den 6.3.2020 (dvs. cirka to måneder senere) anmodet din praktiserende læge om en generel helbredsattest”.
Men det er jo ikke noget svar på, hvorfor kommunen har været to måneder om det?

Når jeg spørger, hvorfor Langeland Kommune ikke har videregivet mit samtykke til at tjekke om jeg kan være arbejdsleder i en BPA-ordning efter servicelovens § 96 stk. 1 til den neuropsykolog, som kommunen har bestilt til det, svarer du følgende:
”Langeland Kommune er bekendt med reglerne om samtykke, herunder om informeret samtykke”.
Jamen, god dag mand økseskaft for et svar og en fuldstændig useriøs sagsbehandling.
Et totalt intetsigende svar, som vil give den pågældende neuropsykolog et forklaringsproblem i tilfælde af en sag om manglende samtykke ved Psykolognævnet.

Når jeg spørger, om du – og dermed Langeland Kommune - er enig i, at servicelovens § 96 stk. 1 er en præceptiv (og ikke en deklaratorisk) regel, hvor kommunen af egen drift har pligt til at tilbyde en BPA-ordning, svarer du følgende:
”Langeland Kommune er bekendt med rammerne for bevilling af støtte efter§ 96 stk. 1”.
Jamen, god dag mand økseskaft for endnu et intetsigende svar og en fuldstændig useriøs sagsbehandling.

Og sådan kunne jeg blive ved i forhold til din seneste skrivelse, som jeg går ud fra, at du har videresendt til kommunaldirektøren, der har svaret mig således, inden hun har bedt dig om at behandle min klage
”Kære Erik. Tak for din mail af 17. marts 2020, hvor du beder om en loyal og seriøs sagsbehandling og svar på en række stillede spørgsmål.  Tonni Hansen og jeg er selvfølgelig enige i, at du skal have en ordentlig og korrekt sagsbehandling.”.

Jeg sender denne e-mail videre til kommunaldirektøren og borgmesteren og håber, at de kan se, at dine intetsigende svar på ingen måde er udtryk for en loyal og seriøs sagsbehandling.

Da jeg har modtaget et brev fra Langeland Kommune, hvor Hanne Karlskov Andreasen fortsætter sin groteste og komplet uforståelige behandling af min BPA-sag, har jeg brugt pinsen på at genoptræne mine delvis  lamme fingre på venstre hånd for at skrive følgende svar til hende:

Kære Hanne Karlskov Andreasen
.

Tak for brev af 29. maj, hvor du spørger, om jeg vil have, at du skal træffe en afgørelse i min BPA-sag efter servicelovens § 96 stk.1 på ”et ufuldstændigt og mangelfuldt grundlag”, og hvor du endnu en gang antyder, at i så fald så får jeg et afslag.

 Svaret giver selvsagt sig selv, for det ønsker jeg naturligvis ikke (!)

Men hvordan kan du efter et halvt års sagsbehandling påstå, at du mangler oplysninger om min ”betydelige funktionsnedsættelse”, ”omfanget af den erhvervede funktionsnedsættelse”, ”oplysninger fra afprøvninger”, ”observationer fra træning og fra min dagligdag”, ”oplysninger til udredning af hjælpemidler og boligindretning” osv.
Det er da helt absurd, for det hele fremgår af det det omfattende materiale, kommunen har fået – herunder rapporter indscannet af mig, da de kommunale sagsbehandlere ikke kunne finde dem - og senest rapporten fra marts fra kommunens egen fysioterapeut, (jf. ”slutstatus fra Anne-Mette) der har stået for min ugentlige kommunale genoptræning i Sundhedshuset, og fra de kommunale medarbejdere, der har aflagt mig og min kone timelange besøg (se kommunens egne referater) og min egen beskrivelse fra januar af min situation og mine behov (bilag 6).

Jeg har fx netop fået kommunen afgørelse, efter kommunale medarbejdere har besøgt os flere gange for at besigtiget vor bolig og grund og for at drøfte boligindretninger som følge af min lammelse samt mit behov for en el-kørestol (Bilag 3, bilag 4 og bilag EFbolig).
Trods denne kendsgerning skriver du i brev af 29. maj:
”Det fremgår ikke af sagen, hvorvidt der er forsøgt etableret samarbejde omkring udredning af behov for boligindretning og om boligindretning vil øge din selvstændighed og uafhængighed i dagligdagen, herunder ved at bedre mulighederne for at du kan komme omkring via rollator, el-scooter eller anden form for hjælpemiddel”.

Taler I overhovedet ikke sammen i den sociale forvaltning hos Langeland Kommune? for det er da helt uhyrligt og komplet uforståeligt, at du i dit brev af 29. maj nu kan påstå, at du mangler oplysninger om mit behov for boligindretning, når kommunen for en måned siden har afgjort sagen på baggrund af flere besøg hos os (!)
Jeg kan desværre kun ryste på hovedet og konstatere, at min mulighed for at få den nødvendige genoptræning hos fysioterapeuter, komme i det stærkt anbefalede varmvandsbassin og leve et bare lidt tålelidt liv i forhold til tidligere, dvs. som det er formået med en BPA-ordning, fortsat ikke er en mulighed. Desuden er det på ingen måde rimeligt eller i overensstemmelse med servicelovens § 96 stk. 1, hvis min kone skal opgive endnu mere af sit eget liv og slide sig selv helt ned for at jeg skal kunne komme til den nødvendige ugentlige genoptræning hos fysioterapeuter, i varmtvandsbassin osv., fordi jeg ikke kan få den hjælp og ansætte de personlige assistenter, som jeg er berettiget til efter servicelovens § 96 tk. 1.

Det er komplet uforståeligt, når du pludselig i sidste uge sender min kone en e-mail om, at hvis hun selv er handicappet med leddegigt osv., kan hun på egne vegne søge hjemmehjælp. Hvad er det dog for noget?
Som kommunal chef for handicappede burde du være bekendt med, at en afgørelse på min BPA-sag ville give mig mulighed for at bruge mine personlige assistenter til meget af det, som jeg i dag kun kan komme til eller få gjort, hvis jeg får hjælp til det af min kone.
I den forbindelse har jeg et spørgsmål, som desværre bliver stadig mere relevant på baggrund af den måde, som du behandler min BPA-sag på. Nemlig:
Kan jeg være sikker på straks at få plads på et plejehjem, hvis denne ulidelige og fuldstændig uholdbare situation med min BPA-sag trækker så meget i langdrag, at jeg ikke længere har en ægtefælle til at hjælpe mig, for jeg kan på ingen måde klare mig alene med kommunal hjemmehjælp? se rapporterne fra Svendborg Sygehus, Vejle Fjord Rehabilitering og mit notat til kommunen fra januar (bilag 6).

Du har de seneste måneder kunnet besøge os alt det, du har måttet ønske for at få de oplysninger, iagttagelser osv., som du nu påstår, at du mangler for at kunne afgøre min BPA-sag, men du har hverken besøgt os eller ringet til mig for at drøfte min sag?
I stedet har du gjort det til en magtkamp, hvor jeg føler mig tvunget til at lægge noget af vor korrespondance ud på nettet, se VisitLohals.dk:
 https://www.visitlohals.dk/god-dag-oekseskaft.html

Ligeledes har jeg lagt det foreløbige resultat af den sag, som du de seneste måneder slet ikke har villet svare mig på, og som nu ligger hos Ankestyrelsen, ud på en af mine hjemmesider på nettet. En sag hvor du har undladt at sende dit brev til mig om samtykke og mit svar videre til den neuropsykolog, kommunen har betalt en mindre formue for at svare på, om jeg kan fungere som arbejdsleder for mine personlige hjælpere, jf. dit eget brev til mig om det, jeg skulle give samtykke til, og mit samtykke til dig – blandt andet mit samtykke fra 4. marts, dvs. to dage før, at neuropsykologen skulle køre fra Roskile for at besøge os i Lohals. Et meget enkelt svar, som du gratis kunne have fået fra den kommunale fysioterapeut, der har genoptrænet mig fra maj i fjor til udgangen af februar i år, lige om der i alle rapporter fra sygehus, Vejle Fjord, kommunens fysioterapeut står det samme, dvs. ”Kognitivt - Intet at bemærke”.
Om det har været for at forhale sagen, for at genere mig og mit selvværd eller noget helt andet, kan jeg kun gætte på. Men det er notorisk spild af kommunale penge og i øvrigt helt til grin at bestille en neuropsykolog til at bruge mindst en hel arbejdsdag på at teste mig, når du ikke efterfølgende vil lade neuropsykologen svare kommunen på dét, som jeg gav samtykke til, at han måtte svare dig på. Nemlig om han efter sine test mener, at jeg kognitivt kan være arbejdsleder for mine hjælpere i en BPA-ordning efter servicelovens § 96 stk1. Et spørgsmål som den pågældende neuropsykolog såvel mundtligt som skriftligt har svaret klart ”ja” på over for min kone og mig, men hvor du ikke vil lade hans svar indgå i min BPA-sag, fordi du i strid med al gældende jura mener, at du i en BPA-sag efter § 96 stk. 1 kan kræve at få en intelligenstest fra en lammet borger, der skal kunne være arbejdsleder for sine personlige assistenter.
Hvad er et dog for noget? og hvorfor svarer du ikke på, hvor der skulle være lovhjemmel til det?
https://www.juraeksperten.dk/pas-paa-neuropsykolog-henrik-valentin-mortensen/

At din afdeling startede min sag på et helt forkert juridisk grundlag, kan du læse i de interne dokumenter i kommunens arkiv, hvor din afdeling anmoder kommunens Ældre Sundhed Myndighed visitere mig efter forkerte paragraffer i serviceloven i stedet for § 96 stk. 1. Her får jeg en skriftlig undskyldning fra Helle Petersen, der harudarbejdet et internt notat om den rigtige fremgangsmåde og henviser til KL’s retningslinjer (et notat som kommunen har nægtet at give mig aktindsigt i).
Men trods notatet fortsætter du med at forhale og forplumre sagen på en måde, som jeg ikke forstår, og hvor jeg heller ikke forstår, hvorfor kommunen ledelse ikke griber ind i din måde at behandle min sag på.

Hvorfor har du ikke været på besøg hos os?
Hvorfor har du ikke sikret dig at have de nødvendige observationer fra min dagligdag?
Hvorfor svarer du ikke på mine henvendelser om lovhjemmel, aktindsigt osv.?
Hvorfor skal Ankestyrelsen vente i to måneder for at få kommunens svar i den sag om aktindsigt, jeg har indledt for at få indblik i korrespondancen/kommunikationen mellem dig og den bestilte neuropsykolog?
Hvorfor har du som chef inden for handicap og psykiatri ingen forståelse for, at mit liv som lammet og stærkt handicappet efter en blodprop i hjernen kun bliver stadig dårlige, når jeg ikke kan få den nødvendige ledsagelse til at komme til genoptræning med kørestol osv., med mindre jeg har personlige assistenter til at løfte min kørestol frem og ind i bilen og ledsage mig - herunder ledsagelse med kørestol til så meget andet, fx til læge, sygehus, frisør, bandagist, besøg m.v.?
Som du ganske rigtigt har meddelt mig, er jeg ”ikke i målgruppen” for en ledsagerordning efter servicelovens § 97. En mærkelig formulering, når personer over 67 år slet ikke kan få ledsagelse.
I stedet kan jeg ansætte personlige assistenter til at ledsage og køre mig efter den peragraf i servicelovens - § 96 stk. 1 – som jeg selv fandt frem til, fordi jeg på intet tidspunkt har fået den rådgivning om mine rettigheder og muligheder, jeg har krav på at få fra kommunen efter lov om retssikkerhed på det sociale område.
Når jeg skriftligt spørger Langeland Kommune, hvorfor jeg aldrig har fået sådan en rådgivning, svarer du følgende:
”I Langeland Kommune bestræber vi os altid på at udføre vores vejledningspligt på bedste vis, det kan derudover oplyses, at vi har kendskab til Retssikkerhedsloven”.
Det er jo ikke noget svar, men det vi i pressen kalder for ”God dag mand økseskaft”:
https://www.visitlohals.dk/god-dag-oekseskaft.html

Efter dit brev af 29. maj er jeg som stærkt handicappet på nippet til ved at opgive det hele, men det er tilsyneladende også, hvad du hele tiden har arbejdet på i stedet for at gennemføre en seriøs, saglig og sober sagsbehandling?

Den medsendte beskrivelse med besøgsdatoer og uddrag af min efterhånden kilometerlange korrespondance med dig og medarbejdere ved Langeland Kommune følger nedenfor, og den bliver også sendt til de personer og organisationer, f x Hjerneskadeforeningen, der følger min BPA-sag hos Langeland Kommune.

Vil du venligst denne gang svare seriøst på ovenstående spørgsmål?

Med venlig hilsen

Erik Frodelund

Da Hanne Karlskov Andreasens manglende svar på min begæring om aktindsigt i den fulde korrespondance/kommunikation mellem hende og neuropsykologen, Henrik Valentin Mortensen, Roskilde, som tog mig jorden rundt for en pris på cirka 17.000 kr. til Langeland Kommune, fortsat er ubesvaret af Ankestyrelsen, og da hendes kollega i den langelandske socialforvaltning, Ruth-Lillian Hansen, udviser den samme manglende smidighed og tilsyneladende har forbud mod at tænke selv, har jeg 16-06-2020 suppleret min sag på Internet og på Facebook og sendt en fjerde klage til Ankestyrelsen, læs:

Chikane eller misforstået forvaltningsret på Langeland 

Jeg har i dag - 26. juni - brugt flere timer på at besvare endnu et helt grotresk brev fra Hanne Karlskov Andreasen, Langeland Kommune, der tilsyneladende ikke er vidende om, at jeg siden januar har haft en sag om et eldrevet køretøj hosd Langeland Kommune - og vel at  mærke en sag som jeg i går brugte timer på endnu en gang at svare kommunen på.
Her følger dagens e-mail til Hanne Karlskov  Andreasen, som foreløbig har været godt et halvt år om ikke at svare på  min sag om en BPA-ordning efter servicelocens § 96 stk. 1, og som de af hende to udsendte terapeuter slet ikke kommer ind på:

Emne: Brev fra kommunen: Fra Langeland kommune

26.06.2020

Til Langeland Kommune,
Att. Hanne Karlskov Andreasen.

Kære Hanne Karlskov Andreasen.

Tak for referatet af det besøg, som du arrangerede, og hvor endnu to kommunale terapeuter skulle observere mig i mit hjem 11. juni i forbindelse med endnu en afklaring af mit funktionsniveau og i igen i relation til min BPA-sag efter servicelovens § 96 stk. 1. En sag som blev indledt i januar, dvs. for syv måneder siden.

De to terapeuters rapport svarer næsten et hundrede procent til det, som kommunens terapeuter er kommet frem til efter lignende ”besøgsmøder”, se fx vedhæftede statusrapport fra februar i bilag 1 på baggrund af et lignende observationsbesøg 19. februar, se bilag 2.

Men som ved alt andet i min BPA-sag har Langeland Kommune tilsyneladende ikke styr på ret meget, idet du skriver, at jeg på medsendte blanket ”kan ansøge om el-scooter”, hvilket jeg faktisk har gjort og ændret til el-kørestol for lang tid siden (!), og hvor kommunen, siden jeg blev erklæret stationær i januar i år, har behandlet sagen, se bilag 3 fra februar med min fornyede ansøgning, bilag 4 fra 4. maj, bilag 5 fra 7. maj og bilag 6 fra 24.juni.

Sig mig venligst, om den ene kommunale medarbejder ikke ved, hvad den anden kommunale medarbejder laver?

Hvorfor skal jeg med min delvis lamme arm bruge timer på at skrive det samme til Langeland Kommune gang på gang? og hvorfor skal der laves en håndfuld statusrapporter?

Der er intet nyt i referatet fra de to terapeuters besøg i mit hjem 11. juni bortset fra, at de slet ikke tager stilling til mit meget store behov for at kunne færdes uden for vor bolig Søndergade 9 i Lohals og uden for vor ferielejlighed Carl Nielsens Kvarter 35 i Odense. Det er selvsagt ”min store frustration” – for nu at genbruge terapeuternes ord på korrekt vis, idet jeg siden min kommunale genoptræning stoppede med udgangen af februar i år har været fængslet begge steder. Jeg kan hverken komme til den nødvendige genoptræning, på besøg, til kulturelle aktiviteter, holde juridiske foredrag eller alt andet(!).

Det kan jeg kun, hvis jeg får den BPA-ordning efter servicelovens § 96 stk. 1, som jeg har krav på, da det er en præceptiv regel, samt den lette sammenklappelige el-kørestol, jeg har ansøgt om siden maj i fjor – en ansøgning der blev afslået, indtil jeg var stationær i januar i år, og som jeg siden har brugt et halvt hundrede timer på at komme videre med, men hvor Langeland Kommune forhaler og forplumrer sagen ved gentagne gange at give afslag med forskellige begrundelser og gentagne gange at sende sagen til partshøring, hvorefter kommunen blot ændrer sin begrundelse og beder mig begynde forfra. Denne gang afslag med den begrundelse, at min hjælper ikke må løfte en el-kørestol på 27 kilo, hvilket min hjkælper heller ikke skal (!), da der kan købes en rampe, så el-kørestolen selv kan køre op i bagerummet på min bil.
Hvad er det dog for en sagsbehandling?

Mine kommentarer til de to terapeuters nye rapport efter det timelange besøg 11. juni hos mig og min kone kan koges ned til to ting. Nemlig:

1) At mit behov på ingen måde er at kunne sidde på en Velastol (som jeg udmærket kender fra mit seks uger lange og selvbetalte ophold på Vejle Fjord Rehabilitering) og skrælle kartofter. I øvrigt noget, som jeg kun kan, hvis andre har købt kartoflerne, båret dem op i køkkenet på første sal og lagt dem til rette for mig, idet jeg som ved alt andet – fx bad, toiletbesøg og spisning – skal have 75 procent assistance fra andre, fordi jeg kun er 25 % selvhjulpen (noget der burde fremgå af rapporten).

2) At den afsluttende bemærkning om at byde på kaffe er usmagelig og et hundrede procent forkert, og det bekræfter min kone gerne, idet jeg spurgte, om de terapeuterne ikke ville have en kop kaffe - underfortået "mere", inden de skulle tilbage til Rudkøbing.

I det hele taget virker det søgt – som om der for enhver pris skal findes noget kognitivt dårligt hos mig, fordi du (Hanne Karlskov Andreasen) har brugt cirka 17.000 kommunale kroner på at tage mig en tur jorden rundt med en neuropsykolog fra Roskilde, se https://www.visitlohals.dk/en_farlig_neuropsykolog.html..

Hvad jeg mener om din - Hanne Karlskov Andreasens - sagsbehandling kan du også læse på min hjemmeside - https://www.visitlohals.dk/god-dag-oekseskaft.html - og den behandling fortsætter du desværre med i stedet for en seriøs behandling af min BPA-sag, konkret vejledning og rådgivning efter lov om retssikkerhed på det sociale område samt om de for mig mest relevante hjælpemidler.

Langeland Kommune taber igen hos Ankestyrelsen:

Den 16. juni skrev jeg følgende på denne side:
Hanne Karlskov Andreasens manglende svar på min begæring om aktindsigt i den fulde korrespondance/kommunikation mellem hende og neuropsykologen, Henrik Valentin Mortensen, Roskilde, som tog mig jorden rundt for en pris på cirka 17.000 kr. til Langeland Kommune, er fortsat ubesvaret af Ankestyrelsen. Men det ikke længere tilfældet, idet Ankestyrelsen 3. juli har påbudt Langeland Kommune at svare mig, da jeg  har ret til aktindsigt i de ønskede oplysninger:

Afgørelse om aktindsigt
Du har klaget over Langeland kommunes behandling af din anmodning om aktindsigt i din sag om BPA-ordning. Langeland kommune afgjorde spørgsmålet den 29. april 2020.

Resultatet er:

Kommunen skal behandle din sag igen.

Det betyder, at vi hjemviser sagen til ny behandling, og at kommunen skal

afgøre sagen på ny.

Kommunen kontakter dig.

På de næste sider kan du læse om begrundelse, regler med videre.

Venlig hilsen

Hanin Ghali Riemann

3. juli 2020

 

Begrundelse for afgørelsen

Sådan vurderer vi sagen

Ankestyrelsen vurderer, at du har ret til aktindsigt i din sag i Langeland Kommune om BPA-ordning. 

Hvad er afgørende for resultatet

Vi lægger vægt på, at du klager over, at kommunen ikke giver dig

aktindsigt i sagens akter.

Vi har den 14. april 2020 derfor anmodet kommunen om at indsende

sagens akter og oplyse, om der er akter eller oplysninger, som er undtaget

fra aktindsigt. Vi har også anmodet om at få oplyst efter hvilken regel, der

er undtaget konkrete akter eller oplysninger, hvis kommunen ikke giver dig

fuld aktindsigt.

Vi modtager akter fra kommunen den 21. april 2020.

Kommunen oplyser den 29. april 2020, at der ikke er meddelt afgørelse om

aktindsigt, da der har været en massiv række af henvendelser fra dig siden

17. marts 2020.

Vi anmoder derefter kommunen telefonisk den 4. maj 2020 om at træffe

afgørelse om aktindsigt og oplyse, om der er akter eller oplysninger, som

er undtaget fra aktindsigt.

Vi forstår fra de indsendte oplysninger af 25. juni 2020 fra dig, at

kommunen ikke kan give dig aktindsigt i det anmodet, da der er tale om

dokumenter, der ikke eksisterer på sagen. Oplysningerne fremgår af en

mailkorrespondance mellem dig og kommunens sagsbehandler.

Vi lægger til grund at kommunen endnu ikke har truffet en afgørelse om

aktindsigt. Der er heller ikke oplysninger om, hvorvidt kommunen har

undtaget akter eller oplysninger fra aktindsigten.

Hvad skal kommunen gøre

Kommunen skal se på sagen igen og træffe en afgørelse, der indeholder oplysninger om, hvorvidt kommunen giver dig fuld aktindsigt, eller om der er akter eller oplysninger, som kommunen undtager fra aktindsigt.

Nogle dage senere - og uden Langeland Kommune har reageret på  endnu en gang - se ovenfor - at blive underkendt af Ankestyrelsen, fik jeg som forventet afslag på den BPA-ordning, som jeg i januar gjorde kommunen opmærksom på, at jeg har krav på. Efter syv måneders sagsbehandlingstid er Langeland Kommune pludselig kommet frem til, at jeg nu slet ikke tilhører den personkreds, der har krav på en BPA-ordning efter servicelovens §  96 stk. 1. Et totalt usagligt synspunkt, som kan bruges til at trække sagen i yderligere langdrag.
Jeg har naturligvis straks klaget over afslaget på følgende måde:

 08-07- 2020

Til Langeland Kommune,
Att.: Hanne Karlskov Andreasen (kopi til stabschef Anders Thrane Niebuhr med flere).

Kære Hanne Karlskov Andreasen.

Hermed klager jeg over kommunens afslag på en BPA-ordning i brev af 8. juli, da jeg 1) helt oplagt falder inden for den personkreds, der er omfattet af servicelovens § 96 stk. 1, og da jeg desværre og uomtvisteligt 2) ”har en betydelig og varigt nedsat fysisk funktionsevne”, og dermed 3) ”et behov, som gør det nødvendigt at yde denne ganske særlige støtte”.

At jeg opfylder betingelser i servicelovens § 96 stk. 1, fandt jeg som bekendt selv frem til, efter Langeland Kommunen havde meddelt mig, at jeg ”ikke er i målgruppen for en ledsagerordning efter servicelovens § 97”, og hvor jeg trods mine lammelser i venstre arm og hånd straks 22. januar forsøgte at beskrive i et langt notat til kommunen, at jeg opfylder betingelserne i servicelovens § 96 stk. 1, når det gælder en BPA-ordning.

Et notat jeg vedhæfter som bilag 1, og hvor jeg blandt andet skriver følgende:

Jeg kan ikke lave og servere min mad. Jeg kan ikke købe ind. Jeg kan ikke trille en tur i haven eller uden for mit hjem i Lohals i en manuel kørestol. Jeg kan ikke rede min seng, jeg kan ikke gøre rent, skifte pærer eller lave alt det praktiske arbejde, som jeg tidligere gjorde i vor fælles bolig. Jeg kan ikke uden personlig støtte komme op på eller ned fra vor parkeringsplads, der ligger bag huset. Jeg kan ikke komme til træning hos private fysioterapeuter, som jeg er henvist til, når kommunen slutter min kommunale genoptræning i februar.
Jeg kan ikke som anbefalet og bevilget af min læge komme til individuel fysioterapi i et varmvandsbassin, som jeg havde stor gavn af på Vejle Fjord, og som blev kraftigt anbefalet i min udskrivningsrapport derfra. Jeg kan ikke komme til tandlæge, til frisør, til fodpleje og en masse andet, der er nødvendigt. Jeg kan ikke komme til kulturelle arrangementer, jeg kan ikke komme til juridiske kurser og foredrag eller selv holde foredrag, hvad jeg tidligere gjorde jævnligt, fx om arv og testamente under titlen ”Vi skal alle den samme vej...” eller titlen ”Hvad med at få samme formueordning som de kongelige?” med uddrag af Dronning Margrethes og Prins Henriks to ægtepagter eller foredrag om forskellen på det papirløse samliv og et ægteskab. Ligeledes er jeg afskåret fra at holde foredrag om nogle af de mest spændende steder, jeg har besøgt rundt om i verden, fx om bjergbestigning sammen med Lene Gammelgaard til Uhuru Peak i 5900 meters højde på bjerget Kilimanjaro i Afrika, min tur til toppen af bjerget Roraima, der ligger på grænsen af Venezuela, Brasilien og Guyana, og som inspirerede Canon Doyle til at skrive ”Den forsvundne verden”, min sejlads mellem de ellers lukkede koraløer ved Los Roques, mit besøg hos kongen af det lukkede og hemmelige kongerige Mustang, der ligger på grænsen af Tibet, og hvor Den afskyelige snemand (yeti’en) stadig påstås at leve side om side med de mange sneleoparder, på togt fra Ushuaia i den sydligste del af Argentina til Antarktis for at opleve hvaler, spækhuggere, pingvinser, søleoparder mv, på telttur i Burkina Faso og Sahel-ørkenen osv... osv... osv...

Jeg kan ikke komme til fødselsdag hos mine børn og børnebørn i Ry og på Amager, jeg kan ikke besøge mine mange bekendte i Aarhus. Jeg kan som sagt ingen ting uden for huset uden personlig assistance til transport forflyttelse af kørestol og ledsagelse. Jeg kan ikke overvåge og hjælpe mig selv, når min kone ikke er hjemme, og jeg kan hverken alene komme op til eller ned fra vor p-plads eller selv køre et motorkøretøj. Dels har jeg et medicinsk køreforbud, men selv om jeg med tiden skulle kunne få det ophævet på en række betingelser, fx at jeg kun må køre biler med en masse automatik (herunder automatgear), er jeg afskåret fra at selv føre et motoriseret køretøj, fordi jeg dagligt får ordineret og tager stærke smertestillende og morfinagtige piller på grund af min alvorlige spinalstenose, som jeg var indstillet til operation for, inden jeg fik min første blodprop, men som jeg desværre ikke længere kan opereres for”.

Et notat som Langeland Kommune tilsyneladende konstant vælger at se bort fra, når der skal foretages en helhedsvurdering af mine behov på baggrund af min funktionsnedsættelse.

Efter min kommunale genoptræning tre gange om ugen fra maj 2019 til udgangen af februar i år, udarbejdede den kommunale fysioterapeut, Anne-Mette Wisbech Jørgensen, der havde stået for min kommunale genoptræning, en slutrapport, jf. bilag 2, hvor det klart fremgår, at oplysningerne i dit afslag er uden hold i virkeligheden, men endnu et forsøg på at forhale eller forhindre handicappede borgere på Langeland i at få en BPA-ordning efter servicelovens § 96 stk.1. En ordning jeg har brugt måneder og masser af tid på selv at finde ud af, da Langeland Kommune har gjort alt for at undlade at rådgive eller oplyse mig om BPA-ordninger, se fx de af Ankestyrelsen underkendte kommunale afslag på blot at give mig statistiske oplysninger om antallet af BPA-ordninger på Langeland (to ordninger) og det udmålte timetal i de to ordninger, dvs. henholdsvis 66 og119 timer (jf. Ankestyrelsens J.nr. 20-5352 af 24. februar og Ankestyrelsens J.nr. 20-12816 af 1. april).
Det er ikke bare et lidt, men et totalt forvrænget og misvisende billede, som du kommer med, når du i afslaget fra 8. juli beskriver mig ”som selvhjulpen efter mit eget udsagn”. Her undlader du tilsyneladende helt bevidst at skrive, hvad jeg og min kone oplyste under det pågældende observationsbesøg af to kommunale terapeuter. Nemlig hvad der er forudsætningen for mine svar om selv at kunne tage et brusebad, selv tage tøj på osv. Jeg svarede at jeg selv kunne tage et brusebad siddende på en badestol, hvis alt var gjort klar, dvs. der var fyldt op med shampoo, balsam, engangsvaskeklude, håndklæder  mv., og hvis andre rengjorde badeværelset efter mig.  At jeg selv kunne tage løst og let joggingtøj på, såfremt det var vasket og lagt frem på sengen i mit soveværelse. At jeg selv kunne tage visse lette sko på, at jeg er selvhjulpen i forhold til toiletbesøg på mit badeværelse, fordi jeg for egen regning har fået installeret to lange, vægmonterede støttestænger.
Min kone sagde det meget rammende flere gange under det pågældende observationsmøde: ”min mand kan gøre cirka 1/4 selv, men skal stort set have hjælp til resten, dvs. til 3/4 af opgaven med bad, påklædning osv.”.
 At jeg skulle kunne ”stå ved et komfur og røre i en gryde” – som der står i afslaget af 8. juli - er grebet ud af den blå luft og en nærmest grinagtig påstand, da jeg kun kan stå stille og oprejst i måske ti til femten sekunder på grund af min stærkt fremadskredne spinalstenose – se igen bilag 2 med kommunens egen slutrapport - som jeg desværre ikke kan blive opereret for efter min seneste blodprop, der lammede venstre side af kroppen. Men i denne sammenhæng anser jeg det i øvrigt for irrelevant, om jeg ”kan røre i en gryde” i forhold til mit samlede behov for en BPA-ordning, hvor mit behov i særdeleshed  gælder personlige assistenter til ledsagelse, forflyttelse af kørestol og transport – vel i gennemsnit 50 til 60 timer om ugen – så jeg kan blive kørt til individuel fysioterapeut i Odense (som anvist af min læge), egen genoptræning i Sundhedshuset i Rudkøbing (som anbefalet af kommunes fysioterapeut), individuel fysioterapi i varmvandsbassin i Svendborg (som anvist af min læge), på besøg hos venner og bekendte, til fødselsdage hos børn og børnebørn i Ry og på Amager, til tandlæge, til  bandagist, til frisør, på indkøb, til kulturelle begivenheder, til foredrag, og til selv at kunne holde foredrag osv.

Jeg ansøger ikke om en bil, for den har jeg, og om nødvendigt køber jeg en anden og mere passende i forhold til mine handicaps. Men jeg hverken må eller kan køre en sådan bil selv! og jeg kan ikke selv flytte og medbringe en kørestol!

At jeg har behov for hjælp til at få min kørestol hentet frem fra udhuset ved vor p-plads, til at blive ledsaget til genoptræning, frisør, tandlæge, indkøbscentre m.v. fremgår da også af den erklæring, som den ledende overlæge, Nicole Frandsen, udarbejdede efter mit otte uger lange rehabiliteringsophold på Svendborg Sygehus (se bilag3), og hvor hun bekræfter, at jeg også ”på sigt vil have mén, der medfører behov for hjælp til transport”.
I dit afslag omtaler du overholdet ikke, hvordan jeg uden hjælp og ledsagelse skal kunne komme til fysioterapeut, i varmvandsbassin, til foredrag, på indkøb, til tandlæge, til kulturelle aktiviteter, holde foredrag m.v. I stedet skrive du flere gange og helt misvisende i forhold til Ankestyrelsens principafgørelse 3-19, at det er ”hjemmets samlede ressourcer”, der bliver afgørende for, hvad jeg kan få af hjælp til ledsagelse mv.. Desuden indgår det heller ikke i din vurdering, hvad det er for et hjem, som min kone og jeg har, hvordan vi har indrettet os i vort hjem efter min lammende blodprop, at min kone har stadig mere begrænsede ressourcer på grund af leddegigt, hybermobilitet og osteoporose, og hvor mange af mine opgaver, som min kone hidtil har påtaget sig på trods af sine stadig mere sparsomme kræfter.

Indretningen af vort hjem har Langeland Kommune i øvrigt besigtiget og bekrevet flere ganger  (se fx bilag 4 med mine kommentarer efter et observationsmøde først på året)

Som jeg skrev i notatet fra 22. januar til Langeland kommune (bilag1):
”Som det fremgår af mit svar 20. januar på dit besøgsbrev, står jeg uforstående over for, at du og dermed Langeland Kommune forsøger at blande den BPA-ordning, jeg har krav på efter servicelovens § 96 stk. 1 sammen med en visitation efter servicelovens § 83 og 84. Jeg har ikke anmodet om hjælp efter § 83 og § 84, og Langeland Kommunes kvalitetsstandarder efter § 83 og 84 kan ikke bruges i forbindelse med den helhedsvurdering af mig, mine handicaps og mine behov, som kommunen skal foretages ved en BPA-ordning efter § 96 stk. 1, jf. vejledning om borgerstyret personlig assistance:
Den gældende principafgørelse 3-19 fra Ankestyrelsen om kompensationsprincippet - fælles husstand/bolig - samlede situation og praktisk hjælp fastslår følgende:

”Borgeren skal have mulighed for at leve så normalt et liv som muligt, herunder have et socialt liv og mulighed for at passe et arbejde”.

”Det er borgeren med funktionsnedsættelsen, som skal kompenseres for sin nedsatte evne til fx at varetage de praktiske opgaver i hjemmet. Det betyder, at en kommune skal tage udgangspunkt i de opgaver, som personen ville have bidraget med, hvis personen var rask”.

”Enhver person i husstanden skal bidrage til at løse sin andel af de praktiske opgaver i hjemmet”.

Efter den omtalte principafgørelse skal min kone ”bidrage til at løse sin andel af de praktiske opgaver i vort fælles hjem”, og jeg skal kompenseres for at få løst min andel af de praktiske opgaver i vor fælles hjem, som jeg ikke længere selv kan løse på grund af mine betydelige og varigt nedsatte fysiske funktionsevner. Men hvad er det for opgaver? når min kone og jeg efter min blodprop i februar 2019 og på baggrund af mine særdeles alvorlige og invaliderende fysiske handicaps har været nødt til at opdele vor fælles bolig i ”min del”, ”min kones del” og ”en fælles del”, hvor jeg slet ikke kan komme, eller som jeg kun kan benytte meget lidt af (måske omkring fem procent)

Jeg har mit helt eget soveværelse, mit helt eget badeværelse, mit helt eget motionsværelse og mit helt eget arbejdsværelse i stuen, mens min kone har sit helt eget arbejdsværelse og sit helt eget badeværelse i stuen og sit helt egen soveværelse på 1 sal.
Hvis vi går ud fra at rengøring, støvsugning osv. i resten er vor fælles bolig skal fordeles som omtalt i Ankestyrelsen principafgørelse 3-19, så drejer det sig blandt andet om yderligere seks badeværelser og toiletter, stue, tv-stue, to køkkener og en stor kælder med vaskerum, toilet og hobbyrum (vel omkring 250 kvadratmeter yderligere fælles bolig Søndergade 9 i Lohals).
Desuden har vi som en del af vort fælles hjem naboejendommen Søndergade 11, hvor vi har indrettet erhvervsdelen i stuen til mit juridiske firma JuraEksperten, og beboelsesdelen ovenpå som en stor gæstelejlighed især for at kunne have vore børn, svigerbørn og børnebørn på besøg.
Som følge af mine handicaps har vi sat naboejendommen til salg, men det kan have lange udsigter, og derfor skal mit kontor og vore gæsteværelser i naboejendommen – samt naturligvis hele ejendommen og haven – fortsat rengøres og ordnes.

Desuden har vi som en del af vort fælles hjem en fælles fritidsbolig på 120 kvadratmeter i Odense, og den skal selvsagt også rengøres og ordnes. Denne ejerlejlighed, hvor der ikke er bopælspligt, købte vi for at være tæt på OUH, hvis jeg igen skulle gennemgå daglige strålebehandlinger og udmattende kemokure, da vi ikke ville kunne holde til igen at skulle køre daglige ture frem og tilbage mellem Lohals og OUH. Men det var på et tidspunkt, hvor jeg stadig kunne gå på begge ben og bruge begge mine arme – og hvor jeg fx selv kunne køre til Odense fra Lohals for at ordne og indrette lejligheden, lige som lejligheden er forsynet med så meget pc-udstyr, at jeg på det tidspunkt kunne passe min virksomhed fra Odense.

Som det klart burde fremgå af ovenstående udfører min kone i dag væsentligt mere end sin del af støvsugning, rengøring mv, idet hun har lavet det hele, siden jeg kom retur fra mit selvbetalte ophold på Vejle Fjord Rehabilitering. Derfor har jeg stor forståelse for, at det har slidt hende ned, og at størstedelen af dette ledsager- og hjælpearbejde hurtigst muligt skal overtages af hjælpere, som jeg ansætter”.

Desuden beskrev jeg i notatet den arbejdsfordeling, der tidligere var imellem min kone og mig, men som heller ikke indgår i kommunes måde at vurdere min BPA-sag på:

Efter den seneste principafgørelse fra Ankestyrelsen skal jeg som et minimum kompenseres for den afvaskning, rengøring osv., som jeg ikke længere kan udføre i min halvdel af den fælles del i vor fælles bolig og i de værelser, der udelukkende udgør ”min andel”. 
Til orientering har vi tidligere delt de omtalte opgave, så jeg har udført langt det meste over det hele af støvsugning og rengøring og gulvvask, fordi min kone er hybermobil og har nedsat kraft i begge arme og i øvrigt nu også leddegigt. Desuden har jeg stået for al græsslåning, hækklipning, maler-og reparationsarbejde. Til gengæld havde hun indtil min blodprop påtaget sig langt størstedelen af vor madlavning og vor tøjvask.

Når jeg er ved den tidlige opgavefordeling imellem os, før jeg i februar fik den lammende og stærkt invaliderende blodprop, kan jeg kort beskrive vort tidligere liv, hvor vi årligt var på mindst en snes rejser og weekend-ophold i ind- og udland, og til mange kulturelle aktiviteter, fx hovedparten af alle store forestillinger i Musikhuset i Aarhus, som vi genså cirka en gang om måneden for også at kunne besøge vore mange bekendte i Aarhus, og hvor vi hver gang valgte et tre dages ophold på Hotel Marselis. Efter vi har boet og arbejde i mere end 30 år i Aarhus, har vi selvsagt en stor bekendtskabskreds i byen.
Vi flyttede vor folkeregisteradresse fra Aarhus til vort tidligere fritidshus i Lohals, da min kone stoppede som folkeskolelærer, fordi jeg uden problemer kunne medbringe min juridiske virksomhed
JuraEksperten og fortsætte med at skrive emner til og besvare brevkasse for Familieadvokaten.dk, lige som jeg kunne fortsætte med at holde foredrag.

Som det fremgår af mine hjemmesider, så har jeg efter min blodprop i februar 2019 pauseret min virksomhed, jf. juraeksperten.dk og dittestamne.dk, i det håb, at jeg på et tidspunkt og måske ved at ansætte en jurist, der er ekspert i arve-og familieret, til at udforme dokumenter og udføre dødsbobehandling m.v., idet jeg dagligt får henvendelse (hovedsagelig fra nogle af mine mange tidligere kunder). Henvendelser som min kone besvarer med, at kontoret foreløbig og på ubestemt tid er lukket på grund af sygdom og genoptræning.
Men uanset om jeg kan åbne min virksomhed eller ej, er jeg overbevist om, at jeg på et tidspunkt begynder at revidere og skrive emner til og besvare spørgsmål på landets førende juridiske hjemmeside familiavokaten.dk, som jeg i 90’erne etablerede sammen med landet førende ekspert i arveret, advokat Jørgen U. Grønborg, Aarhus.

Jeg er naturligvis klar over, at jeg med en BPA-ordning efter § 96 stk.1 i serviceloven ikke kan komme til at leve mit tidligere liv, men en sådan ordning vil selvsagt kunne bringe mig tættere på noget af det, og den vil være en nødvendighed for at jeg kan ”fastholde et selvstændigt liv med mulighed for deltagelse i samfundslivet”. Eller som der står i vejledningen:
”Udgangspunktet for udmålingen af hjælp efter servicelovens § 96 er en konkret, individuel vurdering af borgerens behov for hjælp. Denne tager udgangspunkt i, hvad den enkelte borger selv kan klare med henblik på at kunne leve et almindeligt liv som andre ikke-handicappede, både i og uden for hjemmet. Udmålingen af hjælp har dermed et andet sigte end udmåling af personlig og praktisk hjælp i hjemmet, og kvalitetsstandarder for § 83 kan derfor ikke alene anvendes som udgangspunkt for udmålingen af hjælp efter § 96, da hjælpebehovet ofte omfatter større og mindre opgaver spredt over hele døgnet, og hvor det ikke nødvendigvis er forudsigeligt, hvornår hjælpen skal leveres og konkret til hvilke opgaver. Udmålingen af hjælpen skal foretages i et samarbejde med borgeren”.

Som omtalt i mit svar af 20. januar på kommunes besøgsbrev, jf. bilag1, omfatter hjælp efter § 96 stk.1 også ansættelse af hjælpere til overvågning, sygepleje, ledsagelse og transport, hvilket på ingen måde kan pålægges en ægtefælle, og hvor jeg i mit svar skrev følgende:
”Min kone hverken kan, vil eller skal være chauffør for mig eller være ledsager ved mine ugentlige besøg hos private fysioterapeuter, individuel genoptræning i varmvandsbassin, selvtræning på gangbånd, foredrag, kurser, besøg hos tandlæge, frisør, fodterapeuter og rigtig meget andet”.


Da Langeland Kommune på ingen måden har lavet den helhedsvurdering af mine behov på baggrund af min funktionsnedsættelse, vort hjem i Lohals og Odense, min kones helbredsmæssige situation og begrænsede ressourcer, som kommunen har pligt til efter servicelovens § 96 stk. 1, beder jeg hermed Langeland Kommune om straks at indbringe sagen for Ankestyrelsen, idet denne sag foreløbig har varet i godt syv måneder (selv om der er angivet en frist på 8 uger på kommunens hjemmeside), og idet min situation, hvor jeg nærmeset er blevet fængslet i mit hjem i Lohals og i Odense, slider så meget på vort ægteskab, at det næppe holder til ret meget mere. Min kone skal selvsagt ikke ofre mere af sit eget liv for også at køre mig til fysioterapi, til varmvandsbassin, til frisør, til bandagist, til kulturelle aktiviteter, til foredrag, på besøg osv.
Desuden har hun slet ikke kræfter til at få min kørestol fra udhuset og ind i en bil osv., og da slet ikke den tunge, gamle og ubrugelige kørestol, jeg har lånt af Langeland Kommune, da jeg kom retur fra min rehabilitering.

Måtte jeg venligst få en hurtig og seriøs sagsbehandling denne gang?

Med venlig hilsen

Erik Frodelund

PS: Jeg har forsøgt at finde en lignende sag med personlig assistenter efter servicelovens § 96 stk. 1, men det er selvsagt ikke muligt, da der i hver enkel sag skal ” foretages en individuel behovsvurdering med udgangspunkt i, hvad borgeren selv kan klare, for at tilgodese formålet med borgerstyret personlig assistance om at skabe en fleksibel og sammenhængende ordning, der sikrer borgeren mulighed for at leve et så normalt og selvstændigt liv som muligt”.
Men det nærmeste min situation, som jeg har fundet, er Ankestyrelsens principafgørelse 87-09 om udmåling - hjælpeordning – behovsvurdering, hvor:
 ”Kommunen bevilgede en hjælperordning med 81 timer pr. uge, 14 dages ferie om året med 1 hjælper, 6 weekends om året med 1 hjælper og 24 timer om året til sikring af hjælpernes arbejdsmiljø, herunder personalemøder, oplæring af hjælpere m.m.
Til ferie og weekends blev der bevilget timer udover den ugentlige bevilling på 81 timer svarende til 324 timer”.


Med venlig hilsen

Erik Frodelund

Og læs resten af min sag her

 

designet af webdesigner.dk